Censorpanel

Lisbeth Bonde

(f. 1956)
Lisbeth Bonde er uddannet i nordisk filologi og kunst­historie ved Københavns Universitet. Hun har arbejdet som forlagsredaktør ved Gyldendal og kunstredaktør ved dagbladet Information. Siden 2002 har hun været kunstskribent ved Weekendavisen og parallelt hermed udgivet flere bøger om den danske kunstscene; bl.a. Manual til dansk samtidskunst i samarbejde med Mette Sandbye og antologien Hvorfor Kunst? i samarbejde med Maria Fabricius Hansen.
Læs mere: www.lisbethbonde.dk

Længe leve kunstfagligheden

“I TV har kunstformidlingen i de senere år været reduceret til programmet Smagsdommerne, hvor man giver ordet til et antal subjektive og ofte idiosynkratiske smagsdommere, som uden at eksplicitere deres kunstfaglige vurderingskriterier fælder en vilkårlig dom over værker, som kunstnerne kan have brugt år på at frembringe. Resultatet kan være underholdende, men sjældent intellektuelt befordrende eller lærerigt. Anderledes med en kunstfaglig jury, der træder sammen om i en konstruktiv proces at uddestillere nogle værdifulde, kunstneriske objekter af et heterogent felt af indleverede værker i allehånde medier og med ganske store kvalitetsspring. Her kræver det nogle præcise argumenter og faglige vurderingskriterier.

Værkerne skal på den ene side kunne forsvare sig selv kvalitativt, og på den anden side skal de kunne mødes med de andre værker – i et modsigelsesfuldt spændingsfelt eller i enighed – på en udstilling, der former sig som et udsagn eller et statement om, i hvilken retning kunsten bevæger sig lige her og nu. I den forbindelse har jeg som observatør fulgt kunstscenen nøje fra 1980’ernes postekspressionistiske positioneringer over 90’ernes postpop, ny-konceptualisme og relationelle positioneringer op til fremkomsten af det fabulerende maleri og senest postformelle maleri m.v. i det nye århundrede. Som skrivende har jeg nok et andet blik på værkerne end de udøvende kunstnere, idet jeg står lidt uden for selve produktionsprocessen og i højere grad analyserer og afkoder værkerne som betydningsenheder, der læses ind i en mere kompleks, historisk kontekst. Selv om begreber som det originale og det nye kan forekomme slidte i en tid, hvor avantgarden for længst er død, er det ikke desto mindre stadig blandt de vigtigste parametre, man må gøre gældende i en sådan udskillelsesproces.

De statsanerkendte, censurerede udstillinger var i årevis de eneste nåleøjer, som kunstnerne skulle passere igennem, hvis de ville opnå adgang til Kunsten, dvs. inkassere kollegial respekt og optagelse i foreningsfællesskaber som fx BKF. I den globaliserede æra, hvor kunstnerne mere end nogensinde lever et liv som nomader, er det imidlertid blevet muligt for billedkunstnerne at skyde en genvej, hvis de fx bliver ‘opdaget’ af et dansk eller udenlandsk galleri og evt. senere bliver eksponeret i museumsregi – enten med soloshows eller i gruppe/tematiske udstillinger.

Alligevel er de censurerede udstillinger, der også tæller konkurrenten Charlottenborgs Forårsudstilling, foruden KP (Kunstnernes Påskeudstilling) og KS (Kunstnernes Sommerudstilling) af stor, stor lokal betydning for de unge kunstnere, og da især, hvis juryen arbejder hen imod en kunstnerisk agenda med kant. Uden fordomme og med stor åbenhed, intellektuel nysgerrighed, sund kritisk skepsis og appetit på kunsten. Jeg glæder mig!" – Lisbeth Bonde

Julie Nord

(f. 1970)
Uddannet på Kongelige Danske Kunstakademi i perioden 1994-2001. Har en lang række separat og gruppeudstillinger bag sig i ind og udland – bl.a The Cycle i Foundation La Caixa, Spanien, og Somewhere not that far away (udvalgte værker) i Politikens Hus i København. Fast tilknyttet Houldsworth Gallery i London. Repræsenteret på 21C Museum, Kentucky, USA, The Walsall Museum of Fine Art, UK samt i Danmark på Statens Museum for Kunst, ARoS og Arken.
Læs mere: www.julienord.dk

”På den ene side har jeg det lidt ambivalent med censurerede udstillinger: det faktum at nogle få udvalgte censorer får bemyndigelse til at stille sig til doms over andres værker, med de subjektive faktorer og de blinde vinkler der ‐ uanset mængden af erfaring og kunstfaglig viden – også vil være en uundgåelig del af det endelige værkudvalg.

‐‐ på den anden side giver de censurerede udstillinger de udvalgte kunstnere en mulighed for at vise deres arbejde for et stort og varieret publikum. KE var min egen udstillingsdebut i tidernes morgen, og jeg husker det som en rigtig god oplevelse – fantastisk endelig at ”prøve værkerne af” i en større sammenhæng.

Desuden synes jeg KE har haft en meget imødekommende og ”ærlig” profil. Jeg er spændt på at se hvordan KE 09 vil tage sig ud i de nye omgivelser på Gl. Holtegaard og synes det er en kærkommen fornyelse at der denne gang også tages højde for andre medier end de mere traditionelle.” – Julie Nord

Torgny Wilcke

(f. 1963)
Uddannet på det Kgl. Danske Kunstakademi. Debuterede i 1987 på KE. Udstillede igen på KE i 1988 og 1991. Har siden deltaget i talrige gruppeudstillinger som fx Paintbox, Fact & Value, Kammeraterne, Decembristerne og 1:1 på Herning Kunstmuseum. Af separatudstillinger kan nævnes New paintings på Overgaden i 1997 og Length to Blocks – that’s beat, DCA Gallery i New York i 2005. Har kurateret en lang række udstillinger samt udgivet en række bøger.
Læs mere: www.twilcke.dk

“Censurerede udstillinger er en af flere vigtige indgange til at komme ind i ”kunstlivet”, møde andre kunstnere, teoretikere, publikum og presse m.m.
Og KE er blevet den klareste, mest kontante og dermed vigtigste censurerede udstilling i Københavnsområdet efter at et cirkus har overtaget Charlottenborgs Forårsudstilling.

Censur er ikke et specielt positivt ord, men det er hvad det er, når en gruppe mennesker hårdt og kontant vælger kunst ud af det indsendte og sammensætter en udstilling af det valgte. Men man kan tænke det er den gruppes valg og en anden gruppe ville vælge anderledes. Og hvis det afviste indeholder noget af betydning er det også værd at sende det ind igen og holde fast og komme igennem næste eller næste gang igen. Eller gå andre veje for at få sit projekt ud.

Det er et stort arbejde at vælge ud med lange diskussioner, kampe og revurderinger som afspejler at der er noget på spil (ellers gad næppe nogen at sidde i censorpanelet) og det gør som regel alle klogere inkl. censorerne." – Torgny Wilcke

Marco Evaristti

(f. 1963)
Født i Santiago, Chile, i 1963. Afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1994. Arbejder som performencekunstner og har en lang række udstillinger i ind og udland bag sig. Blev landskendt i 2000 for sit værk Helena, og har siden lavet bl.a. The Ice Cube Project i 2004 og Mount Rouge i 2007. Arbejder også som scenograf og har bl.a. lavet scenografi til Grace was here på Kaleidoskop, 2007. Gæstelærer på Kunstakademiets Malerskole og Silapakon University i Bangkok.
Læs mere: www.evaristti.com

“Jeg tror ikke på censur, ordet censur er i mit univers noget negativt, jeg hader dets begrænsende virkning.

Jeg tror ikke på censur og jeg tror slet ikke på at holde min mund, hvis jeg har en mening om noget.

Jeg tror ikke på censur, men jeg tror heller ikke på anarkisme.

Jeg har taget imod udfordringen, der vil kaste mig ud i et alvorligt dilemma – at udtrykke min mening og dermed udøve censur – da jeg i sidste ende ser censuren på KE som en proces, hvor ytringsfriheden råder og censuren vinder over tavsheden. Men jeg tror det bliver grimt, rigtig grimt. Det bliver det så tit når man vover at udtrykke sin mening. Jeg glæder mig." – Marco Evaristti

Anette Harboe Flensburg

(f.1961)
Uddannet på Kunst og Designskolen i Kolding og har studeret filosofi på Københavns Universitet. Modtog i 1997 Statens Kunstfonds treårige legat og vandt i 2003 2. prisen i Carnegie Art Award. Siden 2005 medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen samt i perioden 2005-2008 del af juryen i Statens Kunstfond og 2000-2002 Center for Dansk Billedkunst. Har en lang række solo og gruppeudstillinger bag sig i ind- og udland og er fast tilknyttet galleri Christina Wilson.
Læs mere: www.anettehflensburg.dk

“Det er muligt at de censurerede udstillinger har tabt betydning i forhold til tidligere. Men for kunstnerne betyder det stadig en produktiv deadline, en vis autoritet og tradition at spille op af, en synlig institution at kritisere (og skælde ud på, hvis man bliver afvist), og mulighed for en lille sejr og et forholdsvist stort publikum at udveksle med (hvis man kommer med). Desuden er det et af de få steder, hvor kunstnerne stadig udelukkende bliver bedømt på selve værket, hverken på køn, alder, etnicitet – eller sociale evner. Alene af den grund er det værd at holde fast i denne tradition.

For censorene betyder det deltagelse i de diskussioner om præmisser, mulighedsbetingelser og kvalitet som ellers tenderer at fortage sig lidt i forskellige grader af indforståethed. At få prøvet sine sanser, intellekt og argumentationsevner, her direkte konfronteret med den andens kunstsyn – vel vidende at alle udsagn, og mangel på samme, i den grad kan få konsekvenser. I bedste fald at få rykket ved sin egen forståelseshorisont." – Anette Harboe Flensburg

Nicolai Howalt

(f. 1970)
Fotokunstner med talrige solo og gruppeudstillinger bag sig. Modtog Niels Wessel Bagge’s kunstpris i 2008 og juryens specialpris i ParisPhoto BMV i 2006. Han er repræsenteret flere museer i ind og udland, bl.a. Museo de Arte Contemoraneo de Castilla y Leon i Spanien og Museum of Fine Art Houston i USA. Tilknyttet Galleri Martin Asbæk i København og Bruce Silverstein i New York.
Læs mere: www.nicolaihowalt.com

“Censurerede udstillinger er som regel lidt af en buketudstilling; et gennemsyn af ufattelig mange kunstneriske projekter der på det nærmeste står på tæerne af hinanden for at folde sig ud og komme til; det er vel både det gode og mindre gode ved sådanne udstillingen … De er i hvert fald sjælent kedelige!” – Nicolai Howalt